Brian Nielsen - Sommer 2003
Brian - en målfarlig herre kan nå langt
Brian Nielsen, årgang 1987, er central angriber - eller venstre kantangriber på AB's juniorligahold. Han startede sin fodboldkarriere som 5-årig i Hjorten og kom - efter at have trådt sine barnestøvler i både Hjorten og Herlev - til AB som 2. års drengespiller. Brian er en utrolig driblestærk spiller med elegant balance, som ofte foretager uventede finter og driblinger af høj sværhedsgrad.
Han er hurtig på fødderne og meget skudstærk - især med venstrebenet. Han er endvidere en hovedstødsstærk spiller, som timer sit opspring og svæv med stor dygtighed, og han må alt i alt karakteriseres som en særdeles målfarlig herre.
Brian besidder et iøjnefaldende talent som fodboldspiller. Det er således ikke mærkeligt, at udenlandske klubber har fået øje på ham. Han har været til prøvetræning i Holland, og han vakte også opmærksom hos de italienske spilleragenter, da juniorligaholdet var inviteret til Italien i februar i år.
AB-holdet skulle deltage i en stor eliteturnering med alle de bedste italienske juniorhold. Siden har nogle af agenterne været i Danmark et par gange for at følge Brian samt andre af AB's juniorspillere.
Brian er på Sjællands Unionshold (SBU) og endvidere på U-17-landsholdet. Hvis han fremover kan fastholde den rigtige indstilling i dette game, kan han nå meget langt.
Karsten Hammer
Cheftræner i AB
