Alexander Green - Vinter 2009
Lyngbys centrale midtbaneAlexander Green, der er 16 år startede med at spille fodbold som 5-årig i Himmelev ved Roskilde. Holdet blev trænet af bla. Alexanders far Lars Green. Holdkammeraterne dengang hed Mads Hvilsom, Frederik "Sø" Sørensen, Dario Dumic præcis som i dag - nu hedder holdet bare U17 landsholdet.
I efteråret 2006 skiftede Alexander Himmelev ud med Lyngby Boldklub. Han blev hurtigt en fast del af Lyngbys centrale midtbane, en position hvor han befinder sig bedst. Han var med til at vinde SBU´s pokalturnering i 2007 og Danmarksmesterskabet i 2008 og har spillet 16 landskampe i den rød/hvide trøje senest i Portugal i december.
Som spiller er Alexander en typisk "8" eller "10", han har en fantastisk god teknik og læser spillet bedre end de fleste. Han har samtidig en god løbekapacitet, hvilket gør han kan holde niveau i hele kampen. Alexander træner målrettet for hele tiden at forbedre sit spil i forhold til hans position. Han stiller store krav til sig selv og har store ambitioner og med rette. Han har alle muligheder for at komme igennem nåleøjet til det højeste niveau og de første følere fra udenlandske klubber har allerede været der.
Til dagligt går Alexander på Lyngby Handelsskole og har dermed mulighed for at morgentræne. Således træner han 6 gange om ugen fordelt på individuelt træning, U19 holdet og klubbens 1. senior, der i øvrigt har døbt ham "Iniesta" - ikke så skidt en sammenligning endda.
Af Christian Nielsen, cheftræner for U17
Lyngby Boldklub
